Når I ansætter unge talenter, er de ikke i særlig høj grad præget af tidligere kulturer og adfærdsmønstre. De ser hvordan ansatte gebærder sig, og en ting er sikkert; de vil meget hellere finde et sted, hvor de passer ind i virksomhedens kultur end at gå på kompromis med deres egne værdier og efterlade deres personlighed derhjemme.

De unge er ikke uduelige, ugidelige og umulige. Faktisk er de præcis det modsatte, og de er spækket med uforløst potentiale og ambition – og ikke mindst talent. Det er dog ikke altid, at organisationerne formår at finde de rigtige unge talenter. Men når det lykkes, så har I dem i jeres hule hånd, og de vil gøre alt hvad de kan for, at jeres organisation er en succes. De har lyst til at blive hængende lidt længere end seks måneder. Faktisk meget længere.


Jamen, hvad mener I egentlig helt præcist, når I siger talent? Det skal vi fortælle dig. Det tager under 1 minut, og foregår lige her:




more videos here

Talent-begrebet rummer i vores optik nemlig noget helt andet end 12-taller. Det handler i nogen grad om at være bevidst om egne evner og at være god til noget, men i høj grad også om viljestyrke og ambitionsniveau. Hvor langt vil personen gå for at sikre både sin egen men også organisationens succes? Hvis I kan hakke evner, viljestyrke og et højt ambitionsniveau af, er I helt sikkert på vej i den rigtige retning. Og selvfølgelig kan den rette kandidat også have et gennemsnit på 12,3, men det er ikke altid tilfældet. Og måske er det også okay? Karakterer bliver alligevel overflødige, når talentet først er ansat

Men det stopper ikke ved viljestyrke og ambitionsniveau. Som vi skriver i vores bog #YOUNGSTER, så er det langt vigtigere at få fat i de talenter, som passer ind i jeres organisationskultur. Dem som kan spejle deres værdier i den kultur, I ønsker at udvikle.



Kultur-fittet er hemmeligheden


I har fundet den rette kandidat. Et ungt talent med værdifulde skills, kæmpe viljestyrke og tårnhøjt ambitionsniveau. Men hvis I ansætter en high-performer, som ikke har værdier der stemmer overens med den kultur, I ønsker at skabe, så risikerer I, at vedkommende bliver ren nervegift for jeres organisation.

Lokker I talent med løfter om grøn omstilling, mens CSR-strategien i virkeligheden er verdensmålsfarvet læbestift, kommer det talent til at rejse urealistiske forventninger, som vil sidde i kulturen, efter vedkommende er stukket af. I øvrigt har I et langt større problem, men det tager vi i et andet blogindlæg. Det skal handle om purpose-washing, har vi lige besluttet. Nåh…

Når I hyrer og udvikler unge talenter, så find ud af, om I sigter efter at løse de samme vigtige udfordringer.

Det er uhyre vigtigt, at I som organisation ikke pakker jeres kultur og værdier ind i cellofan med pink silkesløjfe udenpå. Vær ærlig. Sæt jeres kultur på spidsen og fortæl om den adfærd I vil opleve i forretningen. Det gør det langt lettere at få afstemt jeres forventninger up-front, og sorteret dem fra, der ikke passer ind – eller tiltrukket dem, der kan lykkes hos jer.


young-talent-unge-talenter




Rekruttering kan være en smutvej til at udvikle jeres organisationskultur


Se tiltrækning og udvikling af talent som en unik mulighed for at forme jeres fremtidige organisationskultur som I ønsker, den skal være. At trække nye personer ind som repræsenterer den adfærd I ønsker at fremme, er en smart genvej til at forme jeres kultur. Men de personer skal til gengæld også klædes på til at bære den kultur, I ønsker at skabe – så I undgår, at de bliver udstødt af flokken og efterladt sultende ude i kulden.

Det har vi for ofte set ske, når organisationer eksempelvis trækker IT-profiler (måske Developers, Architects og App Ninjas) ind som led i den nye digitaliseringsstrategi, uden at have blik for både den eksisterende kultur, den ønskede kultur, og ikke mindst samtalerne mellem alle parter. Det risikerer at blive modstridende hold og kan ende i konsulentslaraffenland (hehe, +45 2216 8843).

I den forbindelse er det værd at nævne, at mange af de unge talenter ikke er helt afklaret med, hvad de reelt set kan, og hvad de brænder for, og derfor skal hjælpes lidt på vej. Hvis det ikke lykkes, sker der én af følgende to ting: enten så er de ude af vagten igen inden længe, eller også retter de ind og forstærker den nuværende kultur, og bliver ikke medskabere af den kultur, I ønsker.

De største talenter har som nævnt et tårnhøjt ambitionsniveau, men de skal være kulturbærere i jeres organisation. Så er de er klar til at kaste sig frådende over de opgaver, I stiller og udføre dem til perfektion. Hvis du lykkes med at finde de rette talenter, kan vi med garanti sikre, at de er klar til at rocke jeres organisation. Break a leg!